Et langt interview, der først begyndte at give, da Anna stoppede med at spørge

Anna kom til forløbet med en klar plan. Hun skulle skrive et portræt af en pensioneret skibsbygger og havde forberedt femogtyve spørgsmål, skrevet ned i rækkefølge. Hun bragte optagelsen med til vejledning og var ærlig: de første tyve minutter var gode, derefter blev svarene korte, og hun kunne mærke, at stemningen faldt.

Da vi lyttede til lydfilen sammen, var mønstret tydeligt. Hver gang manden begyndte at fortælle noget med liv i, afbrød et nyt spørgsmål fra listen ham. Hun havde ikke gjort noget forkert i forberedelsen, men listen var blevet en tur, hun skulle igennem, i stedet for en støtte at vende tilbage til.

Jeg nævner det her, fordi det er en af de mest almindelige ting, jeg ser hos deltagere, der laver deres første lange interview. De er omhyggelige, og netop omhyggeligheden gør, at de holder fast i planen, selv når samtalen peger et andet sted hen.

Vi afspillede de tyve minutter to gange. Første gang lyttede Anna bare. Anden gang noterede hun tidspunkter, hvor manden sagde noget, hun ikke fulgte op på. Der var syv. Et af dem var en halv sætning om, at han aldrig havde fortalt sin far, hvad han egentlig ville.

Den sætning var portrættets mulige midte, og den gik tabt, fordi næste spørgsmål på listen handlede om værftets størrelse. Anna blev stille et øjeblik, og så sagde hun, at hun havde hørt den, mens han sagde det, men ikke turde forlade manuskriptet.

Det er en nyttig erkendelse, for den flytter problemet. Det handler ikke om manglende evner, men om hvad man tillader sig at gøre i rummet. Vi brugte resten af timen på at øve, hvordan man bliver ved et emne uden at miste overblikket.

• Skriv tidspunkter ned, hvor du lod et spor ligge
• Marker, hvad der blev sagt lige før samtalen tabte tempo
• Spørg dig selv, hvad du hørte, og hvad du kun forventede at høre

Den næste øvelse var enkel og ubehagelig. Anna skulle stille et spørgsmål og derefter tælle til seks, før hun sagde noget som helst. Vi lavede den med en medstuderende som interviewperson, og det første forsøg viste, hvor hurtigt hun fyldte pauser ud med et uddybende spørgsmål eller en forklaring.

Ofte er det i den ekstra pause, at svaret kommer, som den anden egentlig ikke vidste, de ville give. En person, der har talt i tyve minutter, har brug for et øjeblik til at beslutte, om de vil sige det mere private. Hvis du allerede taler, får de aldrig det øjeblik.

Anna sagde bagefter, at pauserne føltes som evigheder, men at lydoptagelsen af øvelsen viste noget andet: tre til fire sekunder, ikke mere. Det hjalp hende at se tallet, fordi hun så kunne justere sin fornemmelse efter virkeligheden.

Vi omarbejdede Annas liste. I stedet for femogtyve spørgsmål lavede hun seks temaer, hver med to eller tre mulige åbninger. Rækkefølgen blev ikke fast, og hun gav sig selv lov til at krydse emner af, når samtalen allerede havde dækket dem.

Det virker måske som en lille ændring, men den ændrer, hvordan man sidder. Med en rute leder man efter næste stop. Med et kort kan man følge en sidevej og vide, at man kan finde tilbage. Anna beskrev det som at have en hånd frit i stedet for begge hænder på rattet.

Vi talte også om det første spørgsmål. Hun havde åbnet med værftets historie. Vi blev enige om, at et åbent spørgsmål om, hvad manden først tænkte på, da hun ringede og bad om samtalen, ville give hende en mere personlig indgang.

• Del listen op i temaer frem for nummererede spørgsmål
• Skriv to åbninger til hvert tema, ikke ti
• Lad det første spørgsmål handle om personen, ikke emnet

Anna lavede et nyt interview med samme mand. Hun fortalte bagefter, at hun var nervøs de første minutter og stadig kom til at afbryde ham én gang, men at hun mærkede det og lod ham tage tråden op igen. Samtalen varede halvanden time, og hun havde ikke brugt mere end halvdelen af sine temaer.

Hun vendte tilbage til den halve sætning om faderen. Hun spurgte ikke direkte, men sagde, at hun havde tænkt over noget, han nævnte sidst. Han tøvede, og så fortalte han i ti minutter om en eftermiddag på værftet, hvor faren havde stået bag ham uden at sige noget.

Det blev portrættets åbning. Annas tekst begynder ikke med skibe, men med en mand, der arbejder og mærker en anden stå bag sig. Jeg har ikke fortalt hende, at det var en god idé. Hun fandt det selv, fordi hun havde lyttet.

Når jeg ser tilbage på sagen, er det ikke metoderne, der står klarest, men tidspunktet. Anna ændrede sig ikke, fordi jeg forklarede teorien, men fordi hun hørte sin egen optagelse og selv fandt stedet, hvor samtalen gled væk. Det er derfor, vi arbejder med lydfiler og ikke kun med arbejdsark.

Jeg beder altid deltagere om at medbringe en rigtig optagelse, også hvis den føles mislykket. Mislykkede interviews er ofte de mest brugbare, fordi fejlene er konkrete og kan høres. En god samtale lærer dig mindre, fordi du ikke ved, hvorfor den virkede.

I Det lange interview øver vi derfor både at lytte i situationen og at lytte bagefter. Det ene gør det andet bedre, og begge dele kræver, at man tør høre sig selv.