Redaktionel etik: tjekliste før du beslutter dig for at gå i gang

Mange begynder på et portræt med entusiasme og tænker først på etikken, når der opstår et problem. Det er sjældent det bedste tidspunkt. Når du allerede har lovet noget, aftalt tid og brugt uger på research, bliver de svære spørgsmål sværere at stille. Derfor foreslår jeg, at du går en kort liste igennem, før du bestemmer dig for, at historien skal skrives.

Listen her kommer fra det arbejde, vi gør i modulet om redaktionel etik, hvor deltagerne diskuterer kildebeskyttelse, samtykke, korrekthed og hensynet til dem, de skriver om. Den er ikke en facitliste. Den er et sæt spørgsmål, du kan svare ærligt på, mens det stadig er billigt at ombestemme sig.

Brug listen i ro og mag, gerne med en notesbog ved hånden. Skriv svarene ned, også dem du er i tvivl om. Tvivl er en oplysning, du kan arbejde videre med.

Begynd med at gøre op, hvem der vil blive udsat for noget ved, at du skriver. Det gælder ikke kun hovedpersonen, men også de mennesker, der fortæller om vedkommende. En kollega, en nabo eller et familiemedlem kan have sagt noget i fortrolighed, og du skal vide, hvad du har lovet dem, før du bruger det.

Afklar tidligt, hvad der er sagt til citat, hvad der er baggrund, og hvad der slet ikke må bruges. Sig det højt i samtalen, ikke kun i dit eget hoved. Hvis en kilde beder om anonymitet, skal du overveje, om du kan holde det løfte hele vejen, også når tekstens detaljer kan pege på personen.

Tænk også over opbevaringen af dit materiale. Optagelser, noter og udskrifter indeholder ofte mere, end du ender med at bruge. Beslut, hvor de ligger, hvem der kan se dem, og hvornår de slettes.

• Hvem kan blive berørt, ud over hovedpersonen?
• Hvad er aftalt som citat, baggrund eller fortroligt?
• Kan en anonym kilde stadig genkendes af detaljerne?
• Hvor opbevarer du optagelser og noter?

Et ja til en samtale er ikke det samme som et ja til alt, du senere vælger at skrive. Spørg dig selv, om personen ved, hvad portrættet skal bruges til, hvor det bliver set, og hvor meget af livet du forventer at komme ind på. Jo længere interviewet er, jo mere kan der komme frem, som personen ikke selv havde planlagt at sige.

Det er en god vane at sige det direkte undervejs, hvis samtalen bevæger sig ind på noget følsomt, og spørge, om det må bruges. Det virker måske omstændeligt, men det giver ro og ofte bedre svar. Mennesker fortæller mere, når de ved, at de kan stole på dig.

Vær også ærlig om, hvad du ikke kan love. Du kan sige, at personen får lov at tjekke citater og faktuelle oplysninger, men at du som skribent selv bestemmer vinkel og komposition. Sig det, før interviewet, ikke bagefter.

Et portræt bygger på mange små påstande: årstal, titler, steder, hvem der gjorde hvad. Gå dem igennem og spørg, om du har mere end én kilde til de vigtigste. Hvis noget kun hviler på personens egen erindring, kan det stadig bruges, men så skal teksten gøre det tydeligt, at det er personens egen version.

Skeln mellem det, du ved, og det, du fornemmer. Din oplevelse af en stemning i rummet er en iagttagelse, ikke et faktum om personens liv. Skriv den som netop det.

Se også kritisk på dine egne forventninger. Hvis du på forhånd har fundet en vinkel, du er glad for, er det fristende kun at høre det, der understøtter den. Spørg dig selv, hvad der ville få dig til at ændre vinklen.

• Har de vigtigste oplysninger mere end én kilde?
• Er personens egen version markeret som netop det?
• Adskiller teksten tydeligt fakta fra dit indtryk?

Et portræt bliver stående, og den, du skriver om, skal leve med det bagefter. Overvej, hvad teksten kan komme til at betyde for personens arbejde, familie og omgivelser. Det betyder ikke, at du skal skrive pænt. Det betyder, at du skal kunne forsvare, hvorfor hver enkelt oplysning har en plads i historien.

Prøv at læse udkastet, som om du var personen selv. Hvilke afsnit ville du blive overrasket over? Overraskelse er ikke altid et tegn på, at noget er galt, men det er et tegn på, at du bør tale med personen først.

Vær særligt opmærksom, hvis du skriver om nogen, der ikke er vant til pressen. De har ofte sværere ved at vurdere konsekvenserne af at sige ja, og dér hviler ansvaret tungere på dig.

Gå listen igennem og se, hvor du har svaret ja, nej og måske. Et par måske er helt normalt. Det vigtige er, at du ved, hvad du skal afklare, og med hvem, før du går videre. Nogle gange fører det til en aftale, der gør arbejdet bedre. Andre gange fører det til, at du lader historien ligge.

Skriv dine valg ned i et kort dokument, som du gemmer sammen med researchen: hvad der er lovet, hvad der er godkendt, og hvad du har besluttet at udelade. Det hjælper dig, hvis der opstår spørgsmål senere, og det gør samarbejdet med en redaktør lettere.

Til sidst: du behøver ikke have alle svar. Du skal bare have stillet spørgsmålene, mens der stadig er tid til at handle på dem.

• Markér, hvad der er ja, nej og måske
• Skriv aftaler og valg ned og gem dem med researchen
• Afklar de uafklarede punkter, før du begynder at skrive